torsdag den 22. august 2013

DIY: Lommer med tittekant/piping


Jeg fyrer lige et par DIY's af fortiden, for jeg synes faktisk de er ret sjove at lave :) Denne gang på lommer med tittekanter. Jeg har set andre gøre det på en anden måde, men her viser jeg hvordan jeg plejer at gøre. 

Jeg klipper altid selv lommer til mine kjoler/bukser - på den måde kan jeg få dem lige i den facon og størrelse, som jeg synes passer til det pågældende stykke tøj.




For at lave disse lommer skal du bruge:
Yderstof
Foer
Tittekant/piping (alternativt kan du bruge anoraksnor og skråbånd, og selv lave dem)

Når du kigger på pipingbåndet, så er der en enkelt syning på den ene side, og en dobbeltsyning på den anden. Læg den side med enkelttråden så den vender mod retsiden af yderstoffet, som vist på billedet. (Altså dobbelttråden skal vende opad).
Lad tittekanten flugte langs stoffets kant. Jeg nåler faktisk aldrig fast, men hvis du synes det er lettere, så gør det endelig. 



Sy nu en stikning. Jeg følger trykfoden og sætter nålens position helt ud til højre - på den måde passer det perfekt, men måske det er anderledes på din maskine, så prøv dig frem. Hvor langt inde du syr har betydning for hvor meget af tittekanten man kommer til at se - så her er det også et spørgsmål om, hvad man synes er pænt :)
Vær meget præcis når du syr! En ujævn syning giver en ujævn piping.

Sy fra den ene ende til den anden, først i den ene kant...
Hvis du syer piping på nogle meget buede kanter, så kan det være en fordel at klippe takker i allerede i det her step - på den måde kan du bedre tilpasse båndet til kanterne. 

....Og bagefter på samme måde i den anden kant.  
Læg nu foret ret mod ret med yderstoffet, så ledes at pipingen altså ligger imellem de to lag stof. 

Nål fast så du er sikker på det ikke skrider. 

Vend lommen om og sy nu en stikning præcis i den stikning du lavede før. Gør det i begge sider. Vær igen meget præcis når du syr!

Klip bagefter en masse små hakker i de buede kanter, som vist på billedet. Pas på du ikke klipper i syningen.

Vend retsiden ud og stryg lommen pæn.

Sy nu en stikning få mm fra kanten, som vist på billedet - men kun i den lille bue, den som man skal tage hånden i. 

Læg lommerne på forstykket af dit sytøj, og mål op så du er sikker på de sidder helt lige.
Nål dem rigtig godt fast så de ikke rykker sig. 

Sy nu en stikning med samme mm-afstand som før - denne gang blot i den store bue, som altså skal binde lommen fast til forstykket.
Lav en lille stikning langs siden, blot for at hjælpe til at lommen bliver siddende helt som den skal, når du syer bagstykket på senere. 


Sådan her - det er altså kun den "lange bue" og sidesømmen, som er syet fast på kjolen.


Så ser det sådan ud, og du kan nu fortsætte med dit sytøj helt som du ellers ville have gjort :)

Håber det giver mening, ellers sig til.

1 kommentar:

Læg gerne en kommentar - jeg bliver så glad :)